Det logiske måtte være, at mRNA er en tro kopi af det dna, som den er transkriberet fra. Denne nøjagtige forbindelse mellem en mRNA-sekvens og en dna-sekvens blev generelt underbygget af eksperimenter med bakterier (prokaryoter).
Men så begyndte forskere at undersøge gener fra celler af højerestående planter eller dyr (eukaryoter) via gensplejsning. Og så var sagen ikke så enkel længere. Man opdagede nemlig, at mRNA-afskriften så ud til at være kortere end de tilsvarende gener. Forskellen blev ekstra tydelig på billeder fra elektronmikroskoper, hvor man kunne se, hvordan mRNA var bundet til dens komplementære dna-skabelon. Her dannede dna løkker i de områder, hvor der ikke var mRNA.
Rent faktisk bliver den proteinkodende information i generne afbrudt af "ikke-kodende" sekvenser. De kaldes introner, og de deler generne op i fragmenter.
Først bliver hele dna-koden aflæst i en midlertidig form for RNA - præ-mRNA. Bagefter bliver den "redigeret" inde i kernen til færdig mRNA. Det sidste trin i denne redigering er en proces, der kaldes splejsning. Her skæres de ikke-kodende introner ud, og de områder, der er tilbage - altså dem med koder - kobles sammen. De kodende enkeltdele kaldes også exoner. Herefter kan det færdige mRNA transporteres ud fra cellekernen og ud i cytoplasma, hvor det kan aflæses.
Ved at udelade forskellige exoner og splejse de resterende sammen, kan der ud fra ét og samme gen ofte produceres flere forskellige mRNA-molekyler - og derfor flere forskellige proteiner.
Dette fænomen kaldes alternativ splejsning - og det kendte Beadle og Tatum intet til, da de udførte deres forsøg, der syntes at vise at ét gen koder for ét protein.