Men hvis man ser det i en historisk sammenhæng, er det interessant at lægge mærke til, at man i tidligere debatter om parallelle spørgsmål har taget andre udgangspunkter.
Den danske forsker Sniff Andersen Nexø har i sin ph.d afhandling set på, hvordan man har diskuteret abort i Danmark i forskellige historiske perioder, nemlig i forbindelse med vedtagelserne af abortlove i 1930’erne og 1970’erne. Hun har gennemgået forskellige kilder fra disse perioder for at afdække, hvordan politikerne og de eksperter, de støttede sig til, dengang diskuterede abortspørgsmålet. Hun fandt, måske ret overraskende for os i dag, at debatten i begge perioder tog udgangspunkt i samfundets behov for nye borgere - blot var det forskelligt, hvad man betragtede som gode, nye liv.
I 1937 fik Danmark sin første egentlige abortlov. Debatten, som gik forud for loven, var præget af, at man i 1930’erne var stærkt bekymret for, at befolkningstallet skulle falde. Derfor anså man det for vigtigt, at kvinderne fødte så mange børn som muligt, og adgangen til lovlig abort var derfor meget begrænset. Da Folketinget diskuterede spørgsmålet i april 1937, udtalte den socialdemokratiske justitsminister, K.K. Steincke, det på denne måde:
Bevægelsen i alle Lande i de sidste 40-50 Aar er gaaet i Retning af dalende Befolkningsantal, og hvorledes de nu alle Vegne er blevet saadan, at man ser, at det kan ikke blive ved at gaa, hvis den nuværende Civilisation, for ikke at bruge et saa stærkt Udtryk som Kultur, ikke skal gaa helt til Grunde.
Modstanden mod abort skyldtes derfor ikke, at fosteret blev anset for en person eller en potentiel person med ret til beskyttelse, men at vægten blev lagt på at imødekomme samfundets behov for så mange børn som muligt - forudsat at de var sunde og raske, for fravalg af dårlige, biologiske liv blev betragtet som uproblematisk. Fokus var altså på samfundets behov frem for på fosterets status eller kvindernes frihed. Individuelle interesser måtte underlægges samfundets behov for at få så mange biologiske liv, som muligt.
I 1973 vedtog folketinget en ny abortlov, som gav kvinder ret til fri abort indtil 12. graviditetsuge. Denne nye politik svarede til et skift i opfattelsen af, hvad der var afgørende for at få gode borgere til samfundet. Flertallet i 70’ernes debat lagde vægt på, at de børn, som kom til verden, blev socialt velfungerende samfundsborgere, som ikke skulle ligge den nye velfærdsstat til last; og man mente, at forudsætningen for, at de blev det, var, at kvinden frit havde valgt og virkelig ønskede barnet og var parat til at tage ansvar for at opfostre det. Da Folketinget diskuterede abort i 1967 sagde SF’eren Morten Lange således:
Det siges fra tid til anden, at ønskebørn er gode børn. [Men ingen siger] så forfærdelig meget om, hvor dårlige de uønskede børn er. [..] Hvordan ender det? Hvordan går det med skilsmisseprocenterne derefter? Hvordan bliver de børn? Hvordan klarer de deres opvækst? Hvordan sikres deres fremtid? Jeg tror, der ligger mange flere sociale spørgsmål gemt i hele denne lovgivning, end man i første omgang vil tro.
Det var altså ansvaret for det kommende barn, i højere grad end retten til at bestemme over sin krop, som gjorde den fri abort nødvendig. Nu var det udviklingen af velfungerende sociale personer snarere end de biologiske liv, som var afgørende, og derfor blev det befrugtede æg og det tidlige foster ikke tildelt nogen særlig status. Grænsen på 12 uger blev først og fremmest begrundet i, at man anså aborten for at være mere belastende for kvinden, jo længere henne hun var i graviditeten. Men flere politikere gav også under debatten udtryk for, at de mente, at vejen fra befrugtet æg til menneske var en gradvis udvikling.
Forskellige samtidige opfattelser
Vi kan altså konstatere, at man i forskellige historiske perioder har lagt forskellig vægt på hensynet til tidlige fostre. Parallelt med det har nogle forskere påvist, hvordan man endda inden for samme historiske periode betragter befrugtede æg og fostre på forskellig måde i forskellige forskningsmiljøer.
For eksempel har den amerikanske sociolog, Monica J. Casper, påvist, hvordan de ansatte på en hospitalsafdeling, som udfører kirurgi på syge fostre, har en fælles forståelse af fosteret som en person, de skal operere - en patient på samme måde, som den gravide kvinde. Derimod hersker der blandt forskere, som arbejder med væv fra aborterede fostre, en anden forståelse af fosteranlæg. Her ser de snarere fostervævet som et redskab til at udvikle sygdomsbehandlinger.
Sådanne iagttagelser kunne lægge op til en diskussion af, hvorvidt det giver mening at tale om fosteranlæg som en entydig størrelse, eller om vi i stedet skal tale om fosteranlæggene som forskellige fænomener afhængig af den sociale praksis, de indgår i.
Er fosteranlæg bare, hvad vi gør dem til?
Det viser sig altså, at både synet på fosteranlæg (embryoner), og opfattelsen af, hvor megen vægt man skal tillægge deres rettigheder, skifter både gennem historien og mellem forskellige miljøer i samme historiske epoke. Men hvilken betydning skal man tillægge sådanne iagttagelser?
En mulig konklusion kunne være, at vi slet ikke kan sige noget universelt - dvs noget som gælder i alle samfund til alle tider - om det befrugtede æg eller fosteranlægget og dets beskaffenhed og status. At fænomener i verden, såsom befrugtede æg, hele tiden defineres og gives betydning ud fra de normer og magtforhold, der eksisterer i et givent samfund på et givent historisk tidspunkt, og ud fra de sociale praksisser de indgår i. Derfor kan et fosteranlæg godt have forskellige betydninger i forskellige historiske perioder, (for eksempel 30’erne, 70’erne og i dag), i forskellige samfund (for eksempel USA, Japan, og Danmark) og i forskellige praksisser (for eksempel i fosterkirurgien og i stamcelleforskningen). Det er en naturlig følge af, at det bliver fortolket af forskellige mennesker med forskellige livsbetingelser og i forskellige sammenhænge.
I den optik giver det ikke mening at forsøge at fastlægge, hvilken status og værdi et fosteranlæg har ’i sig selv’, forud for vores måder at omgås det og tale om det på.
Vi former så at sige alle genstande omkring os gennem forhandlinger og i vores omgang med dem, og når vi bliver enige om en bestemt måde at betragte fosteranlæg på, så er det sådan, fosteranlægget er for os.
En kritik af denne opfattelse kan være, at den kan ende i en form for relativisme, hvor alle måder at betragte fosteranlæg på anses for at være lige gyldige. Kritikerne vil hævde, at det ikke er rigtigt, at tingene omkring os kun har den betydning, vi giver dem. Alle fænomener rummer træk, som ikke er menneskeskabte fortolkninger. For eksempel har det befrugtede æg et fuldt sæt kromosomer, arveanlæg fra manden og kvinden, som æg- og sædcelle kommer fra. Disse kromosomer er ikke sociale konstruktioner, de er biologiske fænomener, som eksisterer efter naturlove, der ikke er menneskeskabte. Fosteranlægget vil under de rette betingelser udvikle sig til et menneske efter nogle naturlove, mennesker endnu ikke har fuldt indblik i, og som derfor ikke er menneskeskabte. Der eksisterer med andre ord en verden udenfor vores bevidsthed, som vi må forholde os til i takt med, at forskningens fremskridt gør den synlig for os. De vil altså pege på, at fosteranlæg har et indhold, som ikke er menneskeskabt, herunder et potentiale til under de rette forhold at udvikle sig til et menneske, og det kan man ikke se bort fra i den aktuelle debat.
Denne indvending er imidlertid ikke nødvendigvis uforenelig med opfattelsen af, at tingenes betydning også formes af os gennem vores omgang med dem. Vi kan godt erkende, at fosteranlægget har den egenskab, at det kan blive til et menneske, og at dette giver en væsentlig ramme for diskussionen, man skal forholde sig til. Men samtidig dikterer denne erkendelse ikke, hvilken betydning det skal gives, at fosteranlægget har denne egenskab. Det kan vi konstatere, at der er delte meninger om i forskellige epoker og sociale sammenhænge.
Man kan altså bruge konstateringen af de historiske og sociale forskelle til at skærpe opmærksomheden på, at der til stadighed foregår en forhandling om, hvad et foster ’er’, og hvilke hensyn det er vigtigst at tage: Det kunne være hensynet til samfundet, til kvinden eller til fosteranlægget. I dag lægger vi således generelt stor vægt på individers rettigheder - og dermed er det blevet centralt i vor tids debat at spørge, om fosteranlæg er individer, som også skal have rettigheder. Men vi ved fra forskningen, at dette ikke nødvendigvis er det eneste relevante perspektiv for debatten.
De historiske paralleller kan derfor ikke give os svaret på, hvilken status man bør tillægge fosteranlægget. Til gengæld bliver det vigtigt at være opmærksom på, og forholde sig til, hvordan vi definerer og håndterer embryoner netop nu og her. Hvis der ikke er nogen universel status at henvise til - ikke én bestemt måde at betragte embryoner, som kan anerkendes af alle mennesker til alle tider - hvad er så argumenterne for, og konsekvenserne af, at vælge netop den synsvinkel, vi gør i dag?
Historiske og sociologiske undersøgelser kan minde os om, at der findes andre interessenter i debatten om stamceller og aborter, end det befrugtede æg. Der er de syge, som måske kan helbredes med stamcellebehandlinger. Der er den gravide kvinde, og der er de overordnede samfundsmæssige hensyn. Der vil i reglen være flere sideordnede interessenter til stede i ethvert samfund, og hvilke af dem, vi vælger at give forrang til forskellige tider, vil afhænge af de aktuelle sociale forhold.