Kunne du tænke dig en siliciumbaseret sjæl? Viljen til radikal forandring er betingelsen for udødelighed og et liv uden den kødelige krops begrænsninger. En forsamling af livsstilsfuturister og respektable forskere ser den totale forandring af menneskets vilkår som en gevinst. For dem gælder det om at forstærke det våde sjask - den biologiske krop - med anderledes visionære og grænseløse materialer. De kalder sig transhumanister.
Teknologiske vidundere, iklædt navne som 'enhancement' og 'Homo Artefakt', implanteret i legemet og beregnet til at forbedre de menneskelige sanser og funktioner, kan dårligt undgå at vække bekymring. Én bekymring er, at den almindelige opfattelse af forskellen på menneske og maskine anfægtes. Alene betegnelsen 'Homo Artefakt' lyder som et insekts kantede eller stiliserede bevægelser, 'break dance' i slowmotion, hvor man dog ikke er i tvivl om, at den dansende er et menneske. Er det en chip, som får en krøbling til at bevæge sig på denne måde, så han kan udfordre sit handikap, eller en dims, som gør en mand så klog, at han kan kobles direkte til internettet, må man spørge: Hvor begynder og slutter et menneske, hvis væsentlige funktioner og karakteristika er overtaget af en maskine? Hvormed begynder den, man er? Er det blikket? Er det stemmen?
Med elektroder opereret ned i hjernen er det muligt for en abe at styre en computer med sin hjerne - en forsmag på fremtidens muligheder for at parre krop og maskine. I eksperimenter har man allerede skabt vage synsindtryk hos blinde ved hjælp af interfaces mellem hjernen og apparater uden for kroppen, ligesom fysisk handicappede med tankens kraft har kunnet flytte cursoren på en computerskærm. Men splejsningen mellem hård teknologi og hjernens bløde biologi kridter også banen op for andre muligheder. Anvendelser, som er teoretisk mulige, og som i fremtiden måske vil blive virkelige: mennesker med kunstigt forstærket intelligens, mennesker med infrarødt syn, ekstra forstærkede lemmer o.l. Ja, faktisk de cyborgs man kender fra film - menneskemaskinerne gjort til virkelighed.
Teknologien har været menneskets hjælpemiddel og slave i århundreder, men nærmer vi os en tid, hvor maskinen bliver vores ligemænd, og hvor meget styrer vi egentlig selv teknologien? Nogle, som for eksempel den amerikanske computerspecialist, opfinder og fremtidsforsker Ray Kurzweil, mener, det kun er et spørgsmål om tid, før det lykkes at overvinde disse forhindringer, og forskerne er allerede godt på vej. Efter hans mening var Deep Blue kun en foreløbig kulmination i en udvikling, som går mod, at maskiner allerede om få årtier vil have udviklet lige så kompleks intelligens som mennesker, for siden at overgå en hvilken som helst kompetence, vi har. Han taler om, at mennesker og maskiner vil smelte sammen, så den viden, vores hjerner rummer, vil blive forstærket af maskinernes langt større hastighed og hukommelse. Det vil indvarsle en ny æra, og begyndelsen på denne æra kalder Ray Kurzweil for Singulariteten.
Ønsket om at opgradere sig selv hører ikke kun til den moderne tid. Så langt tilbage som første århundrede finder vi historier, der handler om at opgradere mennesker eller at skabe væsener med bedre evner og sanser. Myterne er strålende eksempler på, hvordan menneskets stræben efter opgradering altid har været inspireret af den teknologi, man har haft på det tidspunkt. Det er der skabt nogle smukke, sjove og uhyggelige myter omkring.