Organer

I arbejdet med emnet har rådet lagt vægt på, at det især er i to sammenhænge, at stillingtagen til organdonation giver anledning til etiske dilemmaer. Den første sammenhæng handler om, hvilken konsekvens det bør have, hvis borgere ikke selv aktivt tager stilling til organdonation ved at lade deres holdning registrere på en af de godkendte måder. Der er her tradition for at skelne mellem to forskellige måder at håndtere en sådan situation på.

For det første kan man have et system, som er baseret på det, der med lidt varierende terminologi enten kaldes ”informeret samtykke”, ”udtrykkeligt samtykke” eller ”aktivt tilvalg”. Uanset terminologi er tanken her, at man i udgangspunktet ikke kan blive organdonor, hvis man ikke selv aktivt vælger det til eller udtrykkeligt samtykker dertil.

Der ud over kan man også have et system, som er baseret på det, der igen med lidt varierende udtryk enten kaldes ”formodet samtykke”, ”tavst samtykke” eller ”aktivt fravalg”. Uanset terminologi er tanken her, at man i udgangspunktet er organdonor, medmindre man selv aktivt vælger det fra, og i nogle tilfælde kan et sådant system begrundes med henvisning til et ’tavst’ eller ’formodet’ samtykke

Det Etiske Råd består af 17 medlemmer, men medlemmerne behøver ikke at blive enige om de spørgsmål, de diskuterer. Faktisk er medlemmerne som oftest uenige. Der kan gå lang tid imellem, at Rådet forholder sig til et bestemt spørgsmål.

Sidst Rådet forholdt sig til organdonation var i 2017. Her anbefalede et stort flertal (14) af Det Etiske Råds medlemmer, at der fremover skal gives samtykke til donation, før det kan komme på tale at transplantere organerne. Efter disse medlemmers opfattelse har man som menneske et retmæssigt ejerskab til sin krop, der forhindrer andre i at tilgå den eller benytte sig af den uden samtykke. Heri ligger også retten til at beslutte og tilkendegive direkte, hvad der skal og må ske med kroppen eller retten til at være i tvivl om samme. Derfor er det en krænkelse af den afdødes autonomi og integritet at foretage transplantation, hvis der ikke er indhentet samtykke til dette.

Et mindretal af Det Etiske Råds medlemmer anbefalede den gang, at der burde indføres formodet samtykke til donation, fordi dette må forventes at føre til flere transplantationer, end tilfældet er i dag. Efter disse medlemmers vurdering, vil en ordning med formodet samtykke således redde liv og bidrage til en væsentlig forøgelse af mange personers livskvalitet.

I udtalelsen fra 2023 mener 15 rådsmedlemmer, at det etisk set vil være mest forsvarligt at holde fast i den nuværende model baseret på en blød form for informeret samtykke eller aktivt tilvalg.

Et rådsmedlem (Jacob Giehm Mikkelsen) mener, at udgangspunktet bør være en blød form for formodet samtykke eller aktivt fravalg, hvor man i udgangspunktet er registreret som organdonor, men selv aktivt skal bekræfte eller fravælge denne status, og at det ved manglende aktiv stillingtagen bør være op til de pårørende at tage stilling.

Som Sundhedsudvalgets tale om ”obligatorisk stillingtagen”, ”formodet samtykke” og ”informeret samtykke” antyder, er det gængs at tale om tre forskellige grundmodeller i forbindelse med stillingtagen til organdonation.

Én model er baseret på ’informeret samtykke’ eller ’aktivt tilvalg’. Grundtanken er her, at den enkelte selv aktivt skal træffe et valg eller udtrykkeligt give samtykke, hvis denne ønsker at være organdonor. Udgangspunktet er altså, at man ikke er registreret som organdonor og selv aktivt skal gøre noget for at blive registreret som sådan.

En anden model er baseret på ’formodet samtykke’ eller ’aktivt tilvalg’. Grundtanken er her, at den enkelte i udgangspunktet ’formodes’ at ville være organdonor og selv aktivt skal vælge det fra, hvis man ikke ønsker at være registreret som organdonor.

For begge modeller gælder det, at de findes i en såkaldt ’blød’ og ’hård’ variant. Forskellen går på de pårørendes mulighed for at spille en rolle. Hvis der er tale om en hård variant, spiller de pårørende ingen rolle, sådan så det altid er donorens egne handlinger i relation til samtykkemodellen, som er afgørende. Hvis der er tale om en blød variant, vil de pårørende derimod komme i spil og blive bedt om at tage stilling, hvis patienten ikke selv har taget stilling.

Ud over de to beskrevne modeller, er der også en tredje model, som ofte betegnes ’tilskyndet’, ’tvungen’ eller ’obligatorisk stillingtagen’. Grundtanken er her, at alle borgere tilskyndes eller tvinges til at tage stilling til, hvordan de forholder sig til organdonation. Mens både aktivt tilvalg og aktivt fravalg lader det være op til den enkelte, om man ønsker at forholde sig til, om man er enig i standardregistreringen som henholdsvis ikke-donor og donor, så er tanken bag obligatorisk stillingtagen altså, at den enkelte aktivt tvinges til at tage stilling.

Rådet har senest udtalt sig om samtykke i forbindelse med organdonation i 2017.

Et stort flertal af Det Etiske Råds medlemmer (14) anbefaler i denne udtalelse, at der også fremover skal gives samtykke til donation, før det kan komme på tale at transplantere organerne. Efter disse medlemmers opfattelse har man som menneske et retmæssigt ejerskab til sin krop, der forhindrer andre i at tilgå den eller benytte sig af den uden samtykke. Heri ligger også retten til at beslutte og tilkendegive direkte, hvad der skal og må ske med kroppen eller retten til at være i tvivl om samme. Derfor er det en krænkelse af den afdødes autonomi og integritet at foretage transplantation, hvis der ikke er indhentet samtykke til dette.

Et mindretal af Det Etiske Råds medlemmer (3) anbefaler, at der indføres formodet samtykke til donation, fordi dette må forventes at føre til flere transplantationer, end tilfældet er i dag. Efter disse medlemmers vurdering, vil en ordning med formodet samtykke således redde liv og bidrage til en væsentlig forøgelse af mange personers livskvalitet. Og da enhver skal gives mulighed for at framelde sig som organdonor, mener mindretallet ikke, at en sådan ordning krænker borgernes autonomi.

Dansk Center for Organdonation konkluderer, at der ikke findes entydig evidens for, at formodet samtykke i sig selv øger antallet af organer til transplantation.

Dansk Center for Organdonation kan også konkludere, at organdonationsforløbet er organiseret meget forskelligt i de enkelte lande, hvilket har stor betydning for, hvor mange donerer landet har. I flere artikler fremhæves derfor, at organiseringen kan have større betydning for antallet af donorer end samtykkereformen.

Det skal endelig bemærkes, at der i et organdonationsforløb er mange faktorer, som kan få betydning for, om donation og senere transplantation er muligt. Samtykkereformen er kun en af disse faktorer.

I forbindelse med stillingtagen til organdonation er der især fire hensyn, som gør sig gældende:

1. Hensynet til de mennesker, som har behov for et organ.

2. Hensyn til den patient, hvis krop de donerede organer i givet fald skal komme fra.

3. Hensyn til patientens pårørende

4. Hensynet til bredere samfundsinteresser.

Mange vil mene, at vi alle i god tid bør tage stilling til spørgsmålet om organdonation. Mens andre mener, at det bør være den enkeltes ret ikke at skulle forholde sig og tage stilling til vanskelige spørgsmål omkring døden og anvendelse af ens krop efter døden.

Det Etiske Råd mener, at oplysning til borgerne om organdonation er et nødvendigt redskab, hvis organtransplantation som behandling i sundhedsvæsenet skal fungere tilfredsstillende. Borgerne skal have kendskab til, hvad organdonation er og på hvilken måde, man som borger kan lade sig registrere som organdonor.

I 2013 udgav Det Etiske Råd redegørelsen International handel med menneskelige æg, rugemoderskab og organer.

Alle Rådets medlemmer tilslutter sig i redegørelsen det overordnede synspunkt, at den menneskelige krop og dens dele principielt set ikke bør kunne købes eller sælges.

Medlemmerne lægger vægt på en række forskellige begrundelser for synspunktet. En væsentlig begrundelse er, at hvis man gør den menneskelige krop og dens dele til varer, der kan handles på et marked, så respekterer man ikke den særlige værdi eller værdighed, mennesker har.

Der er andre vægtige grunde til, at menneskekroppen ikke bør gøres til en vare, og at vi bør holde fast ved det altruistiske princip for donation i det danske sundhedsvæsen. For nogle medlemmer er det de motiver, der ligger bag vores handlinger, der er etisk betydningsfulde. Det altruistiske princip lægger vægt på hensynet til den anden, som har behov for et organ for at overleve. Men hvis man modtager betaling for sin hjælp, flytter det fokus fra hensynet til den anden (i menneskelige relationer) til kalkuler om egen vinding. De fleste medlemmer finder, at det er kommercialiseringsaspektet, der gør de beskrevne tilfælde af donation moralsk problematisk, og at altruistisk donation af kropsdele og kropsfunktioner i de fleste tilfælde er positiv og bør fremmes.

Rådets medlemmer finder desuden, at når mennesker, der i et globalt perspektiv er privilegerede, køber sårbare, fattige menneskers kropsdele, vil det altid indebære et element af udnyttelse, der som udgangspunkt gør handlingen forkert. Der er formentlig ikke så mange, som vil være villige til at afgive deres nyrer til ukendte mennesker fra et andet land, hvis de ikke var tvunget til det af nød. Situationen er dog meget kompleks, for der vil ofte være tale om, at donoren opfatter salg af den pågældendes kropsdel som sin mulighed for at få opfyldt basale behov for mad og bolig og mulighed for at tage sig af sine børn.