En af forskellene på homo sapiens og alle andre levende arter kommer til udtryk i det, vi benævner teknologi: Mennesket konstruerer redskaber, der øger vores formåenheder. Vi udvikler instrumenter, som sætter os i stand til at udføre handlinger, vi ellers ikke - eller kun dårligt - kunne klare. Det begynder med trækøllen og stenøksen, men det bliver hurtigt til mere: en udhulet træstamme, en kano, et sejl, et jernspid … sortkrudt, forstørrelsesglas, sekstant, trykpresse, dampmaskine, automobil, atomkraftreaktor, krydsmissil. Redskaber, instrumenter, apparater: Det er artefakter, d.v.s. ting, der ikke forefindes naturgivent, men er resultater af vores snilde - vores kunst. Med 'kunst' menes jo noget, som vi lægger oven i 'naturen'. Dermed er også sagt, at jo mere teknologi, vi frembringer, jo større bliver afstanden mellem menneskenes tilværelse og den oprindelige natur.
Teknologisk integration af menneske og maskine kan hjælpe handicappede til at fungere mere normalt. De samme midler kan bruges til at forstærke raske menneskers egenskaber. Men måske er teknologisk optimering af menneskets krop og sjæl slet ikke så smart. For den verdensberømte danske filosof Søren Kierkegaard (1813-1855) er det et åndløst liv at fornægte sin frihed til at overtage sig selv, som han kalder det. Men er det ikke den ultimative overtagelse af ansvaret for sig selv, når man teknologisk eller medicinsk udbygger sine medfødte egenskaber sådan, som man selv ønsker?
Teknologiske vidundere, iklædt navne som 'enhancement' og 'Homo Artefakt', implanteret i legemet og beregnet til at forbedre de menneskelige sanser og funktioner, kan dårligt undgå at vække bekymring. Én bekymring er, at den almindelige opfattelse af forskellen på menneske og maskine anfægtes. Alene betegnelsen 'Homo Artefakt' lyder som et insekts kantede eller stiliserede bevægelser, 'break dance' i slowmotion, hvor man dog ikke er i tvivl om, at den dansende er et menneske. Er det en chip, som får en krøbling til at bevæge sig på denne måde, så han kan udfordre sit handikap, eller en dims, som gør en mand så klog, at han kan kobles direkte til internettet, må man spørge: Hvor begynder og slutter et menneske, hvis væsentlige funktioner og karakteristika er overtaget af en maskine? Hvormed begynder den, man er? Er det blikket? Er det stemmen?
For 25 år siden var det svært at forestille sig et pengeløst samfund. Svært at forestille sig en pc i hvert et hjem, uendelige mængder af tv-kanaler, og at grammofonen ville blive overflødig. Det var også svært at forestille sig, at mange arbejdsfunktioner med mennesker bag skriveborde, skranker, samlebånd og andre maskiner ville blive erstattet af intelligent teknologi. I 2006 er det indlysende. Vi nærmer os det pengeløse samfund, tekst, musik og billeder ligger på små dimser, mobilen er allemandseje, og flere og flere af de traditionelle arbejdsfunktioner er erstattet af teknologiske vidundere, som så har givet andre arbejdsfunktioner til befolkningen. I farten har det været svært at få øje på de store etiske dilemmaer på teknologiens motorvej.
Flere og flere patienter får som led i deres behandling indopereret informations- og kommunikationsteknologiske enheder i deres krop. Det anses i hvert enkelt tilfælde naturligvis for en stor fordel, men selve fænomenet kan også give anledning til principielle, etiske overvejelser. Sagen er, at det pågældende menneske i høj grad bliver gjort afhængigt af den indopererede teknologi og af ekstern teknologi. Det ultimative skræmmebillede er selvfølgelig, at afhængigheden bliver total som f.eks. i den klassiske science fiction film, Demon Seed fra 1977.
Der er naturligvis mange juridiske problemer forbundet med udviklingen af meget avancerede robotter. Så længe en robot opfattes som en maskine, drejer juraen sig om retten til styringsprogrammer, design, robotter som salgsgenstande og lignende. Der er ikke megen grundlæggende etik i det. Hvis udviklingen går som den mest avancerede forskning på området indikerer, vil robotter måske ikke længere kunne behandles entydigt som maskiner, men som selvstændige væsener med følelser, egen vilje og egne behov. I så fald kan det med fornuft diskuteres, om disse egenskaber skal tilgodeses af retssystemet. Overvejelserne kendes fra diskussionerne om grundlæggende umistelige rettigheder for mennesker.
Science fiction-film indeholder ofte fremskrivninger af teknologi, som nutidens seer kan genkende grundformen af: Computere bliver til fremtidens superintelligente systemer; robotter bliver til fremtidens cyborgs og replikanter. Filmene er fantasier med afsæt i videnskab og teknologi. Men det er fantasier, der er nyttige i en seriøs debat. Men skal bare være klar over, hvilke præmisser, fiktive fortællinger om fremtiden baserer sig på.
Ønsket om at opgradere sig selv hører ikke kun til den moderne tid. Så langt tilbage som første århundrede finder vi historier, der handler om at opgradere mennesker eller at skabe væsener med bedre evner og sanser. Myterne er strålende eksempler på, hvordan menneskets stræben efter opgradering altid har været inspireret af den teknologi, man har haft på det tidspunkt. Det er der skabt nogle smukke, sjove og uhyggelige myter omkring.
Kunne du tænke dig en siliciumbaseret sjæl? Viljen til radikal forandring er betingelsen for udødelighed og et liv uden den kødelige krops begrænsninger. En forsamling af livsstilsfuturister og respektable forskere ser den totale forandring af menneskets vilkår som en gevinst. For dem gælder det om at forstærke det våde sjask - den biologiske krop - med anderledes visionære og grænseløse materialer. De kalder sig transhumanister.
Teknologien har været menneskets hjælpemiddel og slave i århundreder, men nærmer vi os en tid, hvor maskinen bliver vores ligemænd, og hvor meget styrer vi egentlig selv teknologien? Nogle, som for eksempel den amerikanske computerspecialist, opfinder og fremtidsforsker Ray Kurzweil, mener, det kun er et spørgsmål om tid, før det lykkes at overvinde disse forhindringer, og forskerne er allerede godt på vej. Efter hans mening var Deep Blue kun en foreløbig kulmination i en udvikling, som går mod, at maskiner allerede om få årtier vil have udviklet lige så kompleks intelligens som mennesker, for siden at overgå en hvilken som helst kompetence, vi har. Han taler om, at mennesker og maskiner vil smelte sammen, så den viden, vores hjerner rummer, vil blive forstærket af maskinernes langt større hastighed og hukommelse. Det vil indvarsle en ny æra, og begyndelsen på denne æra kalder Ray Kurzweil for Singulariteten.
Spørgsmålet om, hvad der definerer det menneskelige, ligger som en understrøm i de science fiction-film, hvor mennesker optræder side om side med cyborgs, intelligente robotter og replikanter. Fælles for filmene er, at de brydes med spørgsmålet ved at fremhæve maskinelle træk i mennesker og menneskelige træk i maskiner. Allerede i 1927 skaber Fritz Lang i sin storslåede fremtidsfilm Metropolis den visuelle stil, som inspirerer mange senere Science Fiction-filmskabere. Måske er den scenografiske inspiration tydeligst i Ridley Scotts Blade Runner fra 1993. Begge iscenesætter deres fortælling i gigantiske uoverskuelige byer, hvor trafikken går på kryds og tværs på landjorden og i luften omkring de høje bygninger. Forholdet mellem mennesker og maskiner spiller en afgørende rolle i begge film.
Nogle kunstnere rejser med deres værker spørgsmålet, om menneskets liv kan bringes på samme formel som teknologi. Kan kroppens biologi reduceres til maskinelle funktionsmåder? Kan menneskelige hjernefunktioner, bevidsthed og følelser oversættes til digitale versioner? Læs og se her, hvordan en automatbygger i 1700-tallet, to nutidige kritiske foto- og performancekunstnere sætter disse spørgsmål på spidsen.
En af de kunstnere, der mest spektakulært splejser krop og maskine, er den australske performancekunstner Stelarc. Derfor starter denne artikel med et blik ind i Stelarcs univers af robotdele og elektrificeret menneskekød. Men forholdet mellem menneske og maskine er ikke et sjældent tema inden for det 20. århundredes kunst. Derfor kan man i denne artikel også læse om nogle kunsthistoriske slægtninge til Stelarc.
Med elektroder opereret ned i hjernen er det muligt for en abe at styre en computer med sin hjerne - en forsmag på fremtidens muligheder for at parre krop og maskine. I eksperimenter har man allerede skabt vage synsindtryk hos blinde ved hjælp af interfaces mellem hjernen og apparater uden for kroppen, ligesom fysisk handicappede med tankens kraft har kunnet flytte cursoren på en computerskærm. Men splejsningen mellem hård teknologi og hjernens bløde biologi kridter også banen op for andre muligheder. Anvendelser, som er teoretisk mulige, og som i fremtiden måske vil blive virkelige: mennesker med kunstigt forstærket intelligens, mennesker med infrarødt syn, ekstra forstærkede lemmer o.l. Ja, faktisk de cyborgs man kender fra film - menneskemaskinerne gjort til virkelighed.
Interview med professor Thomas Sinkjær fra Center for Sansemotorisk Interaktion (SMI) ved Institut for Sundhedsvidenskab og Teknologi, Aalborg Universitet. Thomas Sinkjær arbejder med at oversætte nerveimpulser fra krop og hjerne. Han fortæller om, hvordan det kan blive muligt at erstatte øjne og lemmer med maskiner.
Skal menneskeaber have samme etiske status som menneskers børn? Og hvad sker der, hvis robotter bliver så intelligente, at de er selvbevidste og har egne interesser? Skal de så behandles, som vi mennesker behandler vores egen art? Menneskeaber er chimpanser, gorillaer og orangutanger. Navnet afslører, at vi føler os nært beslægtede med disse aber. Det skyldes, at de har fællestræk med mennesker. Menneskeaber er intelligente og bevidste væsner med et komplekst socialt og følelsesmæssigt liv. Alligevel behandler vi ikke chimpanser, gorillaer og orangutanger særligt humant. Vi bruger dem til medicinske og kirurgiske forsøg, vi driver jagt på dem, udstiller dem i zoologiske haver og lader dem optræde i cirkus.
Mennesker synes robotter er søde og sjove indtil det punkt, hvor de ligner mennesker for meget. Det punkt kaldes "The Uncanny Valley". I 1970 fremsatte den japanske robotforsker Masahiro Mori en teori om uhyggen ved mødet med det mekaniske. Mori mener, at vores positive følelser for robotter stiger i takt med, at de bliver mere og mere menneskelignende, indtil de når et punkt, hvor de er så menneskelige (men alligevel ikke helt), at vores følelser for dem pludseligt bliver stærkt negative. Det lavpunkt kalder Mori ”The Uncanny Valley”. På den anden side af ”The Uncanny Valley” bliver robotterne så vellignende, at det bliver svært at skelne dem fra rigtige mennesker, og den uhyggelige, urovækkende fornemmelse forsvinder igen.
De væsener, vi mennesker tager mest hensyn til, er andre mennesker. Ikke at vi altid gør det, men vi gør det da i det mindste somme tider. Og at vi anser os selv for at have en helt speciel etisk status, fremgår med al ønskelig tydelighed af de meget krævende regelsæt, vi har udformet om behandlingen af mennesker. Tag bare menneskerettighedserklæringens artikel 1: ”Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder. De er udstyret med fornuft og samvittighed, og de bør handle mod hverandre i en broderskabets ånd”. Sådan er det ikke med dyr. Dyr holder vi i fangenskab, ofte på meget lidt plads. Det gør vi som regel for at fodre dem op, slagte dem og spise dem. I Danmark har en burhøne nogenlunde et A4-arks plads at boltre sig på, og i Europa produceres der årligt mere end 4,5 milliarder kyllinger. Der er altså langt flere kyllinger end mennesker i EU, men de optager en meget lille procentdel af den samlede plads. Det har ikke meget med broderskabets ånd at gøre.
Sjæl-legeme-problemet er snævert knyttet til dualismen, som går ud på, at virkeligheden består af to bestanddele af forskelligt væsen, nemlig det sjælelige og det materielle. Det sjælelige skal i denne sammenhæng forstås bredt, så det kan omfatte både det mentale og/eller det, man i kristen sammenhæng kalder sjælen. Man når frem til en dualistisk opfattelse ved at tænke over, hvor stor forskel der er på den mentale ”indre verden” og den fysiske ”ydre verden”.<br>
Lige nu arbejder forskerhold i Europa, Japan og USA på at skabe robotter, der ligner mennesker og dyr. Visionen er, at de skal blive vores hjælpere i hjemmet. Eller måske endda vores venner og samtalepartnere. Til brug for sjov og luksus, når vi er unge, eller til brug for pleje og ensomhed, når vi er gamle. En del robotforskere satser på, at der i fremtiden kan opstå partnerskaber og relationer mellem robotter og mennesker. Det kan være følelsesmæssige forhold, som man allerede nu ser med robotkæledyr. Men det kan også være et mere praktisk partnerskab, hvor mennesker kan kommunikere med robotter og få dem til at udføre forskellige ting i hjemmet. Det er en vigtig udfordring for forskningen at opnå et naturligt samvær mellem mennesket og robotten. På vejen frem mod løsninger af denne udfordring er der mange vanskeligheder, og de er både tekniske og etiske.