Debatmateriale om hjerneforskning og etik.
Skal det tidlige foster lige efter befrugtningen kaldes barn, fosteranlæg, graviditet, befrugtet æg eller embryon? Skal vi omtale voksne mennesker med BMI over gennemsnittet som fede, overvægtige, adipøse eller tykke? Skal vi kalde det aktiv dødshjælp, eutanasi, barmhjertighedsdrab eller drab på begæring, når vi diskuterer, om aktiv dødshjælp bør lovliggøres?
Da kønsinkongruens er et yderst komplekst og ømtåleligt emne, som Det Etiske Råd ikke har beskæftiget sig indgående med før, vil rådet i dette høringssvar ikke tage detaljeret stilling til de dilemmaer, som sundhedsfaglig hjælp ved kønsinkongruens giver anledning til. En sådan detaljeret stillingtagen ville kræve mere tid, end rådet har haft til rådighed. Rådet har i stedet valgt at skitsere de overordnede etiske dilemmaer, som hhv. udredning og behandling af kønsinkongruens kan give anledning til.
Er det forsvarligt at tilbyde alle gravide screeningsundersøgelser af fostret? Er det de rigtige sygdomme og egenskaber ved fostret, det eksisterende program tilbyder undersøgelser for? Er reguleringen af fosterdiagnostiske tilkøbsmuligheder tilfredsstillende? Det er nogle af de spørgsmål, Det Etiske råd har taget stilling til i en ny udtalelse om fosterdiagnostik.
Muligheden for at afgive samtykke til et fravalg af genoplivning i forbindelse med hjertestop er baseret på et objektivt alderskriterium. Det Etiske Råd har tidligere fremhævet vigtigheden af at et sådant samtykke også er informeret. En aldersgrænse på 60 udvider selvbestemmelsesretten markant og dette på en enkel, overskuelig og forvaltelig måde. Det medfører dog ikke, at det er let at forstå de mulige konsekvenser af et fravalg af genoplivning ved hjertestop.
Enhancement - det engelske ord, der kommer af verbet enhance (at forhøje, forøge, forstærke) er blevet en terminus technicus i biotek-litteraturen. Enhancement betegner bestræbelsen på at "udbedre" menneskets kropslige og mentale "ufuldkommenheder": at frembringe en forstærket version af mennesket, som det forefindes fra naturens hånd - altså førkulturelt - og som vi indtil nu har været vant til at møde det. I bogen af samme navn taler Gert Balling meget træffende om homo sapiens 2.0.
Hjerte rimer ikke kun på smerte. Når nogle siger ”hjerte”, tændes en lang associationsrække i mig. Og i dig. For sådan er det med centrale ord i sproget. De afføder lange guirlander af erindringer blandet op med saglig viden. Jeg kan med sikkerhed sige, at ordet ”hjerte” sætter gang i andre tanker hos mig end hos min lillebror, der er hjertesygeplejerske på Riget. Faglig og meget eksakt, for nu ikke at sige maskinel, viden om hjertets funktion og mangel på samme er hos hjertesygeplejersken helt fremme i bevidstheden, når nogen siger ”hjerte”.
Kevin Warwick, som er professor i kybernetik ved University of Reading i England, har gennemført to forsøg med implantation af informationteknologi i sin egen krop. Ved det første forsøg blev det demonstreret, at en chip implanteret i hans arm kunne bruges til at åbne døre samt til at tænde og slukke for lys, computere mm. på en kontrolleret måde i overensstemmelse med hans kommen og gåen. I andet forsøg blev hans nervesystem koblet til en computer og videre til internettet. Nu planlægges et tredje forsøg, som ifølge Kevin Warwick skal være en implantation, som vil kunne koble hans hjerne til en computer og i princippet dermed også til internettet.
Der er en kløft mellem behov for sygdomsbehandling og det, der er råd til. De stadigt udvidede teknologiske muligheder for behandlinger vil betyde, at det bliver sværere og sværere at bygge bro over denne kløft. Men i fremtiden vil der ikke blot være tale om mere effektiv behandling af syge, men også om mulighed for fysiske og psykiske forbedringer af raske. Opgraderinger kunne man kalde det. Den udvikling nødvendiggør etiske overvejelser, og ideen om selvbestemmelse vil indgå med tyngde i disse overvejelser. Der er derfor grund til at se på denne selvbestemmelse - det der også med et fremmedord hedder autonomi.
En af forskellene på homo sapiens og alle andre levende arter kommer til udtryk i det, vi benævner teknologi: Mennesket konstruerer redskaber, der øger vores formåenheder. Vi udvikler instrumenter, som sætter os i stand til at udføre handlinger, vi ellers ikke - eller kun dårligt - kunne klare. Det begynder med trækøllen og stenøksen, men det bliver hurtigt til mere: en udhulet træstamme, en kano, et sejl, et jernspid … sortkrudt, forstørrelsesglas, sekstant, trykpresse, dampmaskine, automobil, atomkraftreaktor, krydsmissil. Redskaber, instrumenter, apparater: Det er artefakter, d.v.s. ting, der ikke forefindes naturgivent, men er resultater af vores snilde - vores kunst. Med 'kunst' menes jo noget, som vi lægger oven i 'naturen'. Dermed er også sagt, at jo mere teknologi, vi frembringer, jo større bliver afstanden mellem menneskenes tilværelse og den oprindelige natur.
Teknologisk integration af menneske og maskine kan hjælpe handicappede til at fungere mere normalt. De samme midler kan bruges til at forstærke raske menneskers egenskaber. Men måske er teknologisk optimering af menneskets krop og sjæl slet ikke så smart. For den verdensberømte danske filosof Søren Kierkegaard (1813-1855) er det et åndløst liv at fornægte sin frihed til at overtage sig selv, som han kalder det. Men er det ikke den ultimative overtagelse af ansvaret for sig selv, når man teknologisk eller medicinsk udbygger sine medfødte egenskaber sådan, som man selv ønsker?
Teknologiske vidundere, iklædt navne som 'enhancement' og 'Homo Artefakt', implanteret i legemet og beregnet til at forbedre de menneskelige sanser og funktioner, kan dårligt undgå at vække bekymring. Én bekymring er, at den almindelige opfattelse af forskellen på menneske og maskine anfægtes. Alene betegnelsen 'Homo Artefakt' lyder som et insekts kantede eller stiliserede bevægelser, 'break dance' i slowmotion, hvor man dog ikke er i tvivl om, at den dansende er et menneske. Er det en chip, som får en krøbling til at bevæge sig på denne måde, så han kan udfordre sit handikap, eller en dims, som gør en mand så klog, at han kan kobles direkte til internettet, må man spørge: Hvor begynder og slutter et menneske, hvis væsentlige funktioner og karakteristika er overtaget af en maskine? Hvormed begynder den, man er? Er det blikket? Er det stemmen?
For 25 år siden var det svært at forestille sig et pengeløst samfund. Svært at forestille sig en pc i hvert et hjem, uendelige mængder af tv-kanaler, og at grammofonen ville blive overflødig. Det var også svært at forestille sig, at mange arbejdsfunktioner med mennesker bag skriveborde, skranker, samlebånd og andre maskiner ville blive erstattet af intelligent teknologi. I 2006 er det indlysende. Vi nærmer os det pengeløse samfund, tekst, musik og billeder ligger på små dimser, mobilen er allemandseje, og flere og flere af de traditionelle arbejdsfunktioner er erstattet af teknologiske vidundere, som så har givet andre arbejdsfunktioner til befolkningen. I farten har det været svært at få øje på de store etiske dilemmaer på teknologiens motorvej.
Flere og flere patienter får som led i deres behandling indopereret informations- og kommunikationsteknologiske enheder i deres krop. Det anses i hvert enkelt tilfælde naturligvis for en stor fordel, men selve fænomenet kan også give anledning til principielle, etiske overvejelser. Sagen er, at det pågældende menneske i høj grad bliver gjort afhængigt af den indopererede teknologi og af ekstern teknologi. Det ultimative skræmmebillede er selvfølgelig, at afhængigheden bliver total som f.eks. i den klassiske science fiction film, Demon Seed fra 1977.