Mennesker udfører fra tid til anden handlinger, der er til skade for dem selv, andre eller endda hele menneskeheden. Hvordan sikrer vi os mod at udvikle kunstigt intelligente systemer, der vil kunne gøre det samme? Isaac Asimovs robotlove er et bud herpå. På denne måde fungerer Asimovs love som en slags robotetik, der sikrer, at kunstigt intelligente systemer kan frembringes og fungere uden fare for mennesker og menneskeheden. Formålet med lovene er med andre ord at beskytte mennesker fra at skabe kunstigt intelligente robotter og systemer, der kan være til fare for deres menneskelige omgivelser.
Kunstige neurale netværk kan løse komplicerede opgaver, og mange har troet, at de er nøglen til kunstig intelligens. Men de kan kun løse opgaver og ikke tænke over, hvad de gør. De første forsøg på at lave kunstige neurale netværk blev foretaget i 1940'erne af neurofysiologen Warren McCulloch og matematikeren Walter Pitts. Andre fulgte ideen op, og udforskningen af neurale netværk udviklede sig til et frugtbart forskningsprogram i 1950'erne og 60'erne.
Ordet "cyborg" er dannet ved en sammentrækning af cybernetic (kybernetisk) og organism (organisme). Med tiden er begrebet kommet til at stå for et væsen, der i en eller anden grad er en sammensmeltning mellem menneske og maskine.<br>I moderne tid er ordet "kybernetik" blevet brugt om en videnskab, som den amerikanske matematiker Norbert Wiener normalt anses for at have grundlagt. Norbert Wiener udgav i 1948 bogen Cybernetics, or Control and Communication in the Animal and Machine. I kybernetikken er det en grundlæggende antagelse, at organismer, maskiner og sociale systemer alle fungerer efter nogle basale lovmæssigheder. Dermed ligger der i kybernetikken en idé om, at menneskers måde at fungere på kan skrives på samme formel som maskinelle systemer. Kybernetikken blev en væsentlig del af de videnskabelige miljøer, som siden har udviklet forskellige former for kunstig intelligens.
Interview med professor Thomas Sinkjær fra Center for Sansemotorisk Interaktion (SMI) ved Institut for Sundhedsvidenskab og Teknologi, Aalborg Universitet. Thomas Sinkjær arbejder med at oversætte nerveimpulser fra krop og hjerne. Han fortæller om, hvordan det kan blive muligt at erstatte øjne og lemmer med maskiner.
Giuseppe Longo er professor i informatik ved universitetet i Trieste. I interviewet kritiserer Giuseppe Longo det, han kalder "det posthumane perspektiv": nemlig tanken om, at man kan sætte menneskers bevidsthed på digital form og overflytte den til andre medier end den biologiske krop. Guiseppe Longo argumenterer for, at man ikke kan afsondre "jeget" fra kroppen.
Interview med Jose Carmena, der er hjerneforsker ved Electrical Engineering and Computer Science ved universitetet i Berkeley, Californien.<br>
Mennesker synes robotter er søde og sjove indtil det punkt, hvor de ligner mennesker for meget. Det punkt kaldes "The Uncanny Valley". I 1970 fremsatte den japanske robotforsker Masahiro Mori en teori om uhyggen ved mødet med det mekaniske. Mori mener, at vores positive følelser for robotter stiger i takt med, at de bliver mere og mere menneskelignende, indtil de når et punkt, hvor de er så menneskelige (men alligevel ikke helt), at vores følelser for dem pludseligt bliver stærkt negative. Det lavpunkt kalder Mori ”The Uncanny Valley”. På den anden side af ”The Uncanny Valley” bliver robotterne så vellignende, at det bliver svært at skelne dem fra rigtige mennesker, og den uhyggelige, urovækkende fornemmelse forsvinder igen.
Teknologiske vidundere, iklædt navne som 'enhancement' og 'Homo Artefakt', implanteret i legemet og beregnet til at forbedre de menneskelige sanser og funktioner, kan dårligt undgå at vække bekymring. Én bekymring er, at den almindelige opfattelse af forskellen på menneske og maskine anfægtes. Alene betegnelsen 'Homo Artefakt' lyder som et insekts kantede eller stiliserede bevægelser, 'break dance' i slowmotion, hvor man dog ikke er i tvivl om, at den dansende er et menneske. Er det en chip, som får en krøbling til at bevæge sig på denne måde, så han kan udfordre sit handikap, eller en dims, som gør en mand så klog, at han kan kobles direkte til internettet, må man spørge: Hvor begynder og slutter et menneske, hvis væsentlige funktioner og karakteristika er overtaget af en maskine? Hvormed begynder den, man er? Er det blikket? Er det stemmen?
Interview med Paolo Dario er robotforsker og professor ved universitetet i Pisa. Paolo Dario er samtidigt leder af det europæiske forskningsprojekt NEUROBOTICS.
De væsener, vi mennesker tager mest hensyn til, er andre mennesker. Ikke at vi altid gør det, men vi gør det da i det mindste somme tider. Og at vi anser os selv for at have en helt speciel etisk status, fremgår med al ønskelig tydelighed af de meget krævende regelsæt, vi har udformet om behandlingen af mennesker. Tag bare menneskerettighedserklæringens artikel 1: ”Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder. De er udstyret med fornuft og samvittighed, og de bør handle mod hverandre i en broderskabets ånd”. Sådan er det ikke med dyr. Dyr holder vi i fangenskab, ofte på meget lidt plads. Det gør vi som regel for at fodre dem op, slagte dem og spise dem. I Danmark har en burhøne nogenlunde et A4-arks plads at boltre sig på, og i Europa produceres der årligt mere end 4,5 milliarder kyllinger. Der er altså langt flere kyllinger end mennesker i EU, men de optager en meget lille procentdel af den samlede plads. Det har ikke meget med broderskabets ånd at gøre.
Skal menneskeaber have samme etiske status som menneskers børn? Og hvad sker der, hvis robotter bliver så intelligente, at de er selvbevidste og har egne interesser? Skal de så behandles, som vi mennesker behandler vores egen art? Menneskeaber er chimpanser, gorillaer og orangutanger. Navnet afslører, at vi føler os nært beslægtede med disse aber. Det skyldes, at de har fællestræk med mennesker. Menneskeaber er intelligente og bevidste væsner med et komplekst socialt og følelsesmæssigt liv. Alligevel behandler vi ikke chimpanser, gorillaer og orangutanger særligt humant. Vi bruger dem til medicinske og kirurgiske forsøg, vi driver jagt på dem, udstiller dem i zoologiske haver og lader dem optræde i cirkus.
Teknologien har været menneskets hjælpemiddel og slave i århundreder, men nærmer vi os en tid, hvor maskinen bliver vores ligemænd, og hvor meget styrer vi egentlig selv teknologien? Nogle, som for eksempel den amerikanske computerspecialist, opfinder og fremtidsforsker Ray Kurzweil, mener, det kun er et spørgsmål om tid, før det lykkes at overvinde disse forhindringer, og forskerne er allerede godt på vej. Efter hans mening var Deep Blue kun en foreløbig kulmination i en udvikling, som går mod, at maskiner allerede om få årtier vil have udviklet lige så kompleks intelligens som mennesker, for siden at overgå en hvilken som helst kompetence, vi har. Han taler om, at mennesker og maskiner vil smelte sammen, så den viden, vores hjerner rummer, vil blive forstærket af maskinernes langt større hastighed og hukommelse. Det vil indvarsle en ny æra, og begyndelsen på denne æra kalder Ray Kurzweil for Singulariteten.
Se filmen Det Kunstige Menneske
Interview med Luciano Fadiga, der er hjerneforsker og professor i human fysiologi ved universitetet i Ferrara, Italien.
Interview med Ronald Arkin, der er robotforsker og professor ved Georgia Institute of Technology. I interviewet fortæller han om robotadfærd og menneskers forhold til robotter. Ronald Arkin er optaget af, at vi behandler humanoide robotter som partnere og ikke som slaver. Han mener nemlig, at vores adfærd over for menneskelignende robotter vil smitte af på vores adfærd over for mennesker.
Kevin Warwick, som er professor i kybernetik ved University of Reading i England, har gennemført to forsøg med implantation af informationteknologi i sin egen krop. Ved det første forsøg blev det demonstreret, at en chip implanteret i hans arm kunne bruges til at åbne døre samt til at tænde og slukke for lys, computere mm. på en kontrolleret måde i overensstemmelse med hans kommen og gåen. I andet forsøg blev hans nervesystem koblet til en computer og videre til internettet. Nu planlægges et tredje forsøg, som ifølge Kevin Warwick skal være en implantation, som vil kunne koble hans hjerne til en computer og i princippet dermed også til internettet.
Der er en kløft mellem behov for sygdomsbehandling og det, der er råd til. De stadigt udvidede teknologiske muligheder for behandlinger vil betyde, at det bliver sværere og sværere at bygge bro over denne kløft. Men i fremtiden vil der ikke blot være tale om mere effektiv behandling af syge, men også om mulighed for fysiske og psykiske forbedringer af raske. Opgraderinger kunne man kalde det. Den udvikling nødvendiggør etiske overvejelser, og ideen om selvbestemmelse vil indgå med tyngde i disse overvejelser. Der er derfor grund til at se på denne selvbestemmelse - det der også med et fremmedord hedder autonomi.
Sjæl-legeme-problemet er snævert knyttet til dualismen, som går ud på, at virkeligheden består af to bestanddele af forskelligt væsen, nemlig det sjælelige og det materielle. Det sjælelige skal i denne sammenhæng forstås bredt, så det kan omfatte både det mentale og/eller det, man i kristen sammenhæng kalder sjælen. Man når frem til en dualistisk opfattelse ved at tænke over, hvor stor forskel der er på den mentale ”indre verden” og den fysiske ”ydre verden”.<br>
Enhancement - det engelske ord, der kommer af verbet enhance (at forhøje, forøge, forstærke) er blevet en terminus technicus i biotek-litteraturen. Enhancement betegner bestræbelsen på at "udbedre" menneskets kropslige og mentale "ufuldkommenheder": at frembringe en forstærket version af mennesket, som det forefindes fra naturens hånd - altså førkulturelt - og som vi indtil nu har været vant til at møde det. I bogen af samme navn taler Gert Balling meget træffende om homo sapiens 2.0.
Svære og farlige arbejdsopgaver vil måske i fremtiden blive klaret af sværme af meget små robotter, der arbejder sammen om opgaven, for eksempel rengøring på vanskelige eller farlige steder. Forskerne henter inspiration i dyrenes verden - hos bier, myrer og andre sociale insekter. Når publikum på et fodboldstadion hylder deres hold, laver de en bølge. Fodboldbølgen kan være et billede på den form for intelligent adfærd, som kendetegner sociale insekter; det vil sige insekter som myrer og bier, der organiserer sig i store fællesskaber. Det enkelte insekt følger bare nogle få simple regler, men så snart insekterne er mange nok, fører det til en meget kompleks adfærd for hele gruppen. Insekternes sociale adfærd bliver kaldt ”swarm intelligence” eller på dansk: sværmintelligens. Det er, når den samlede gruppe kan løse komplekse opgaver, selvom det enkelte insekt kun kan sanse meget få ting, og selvom der ikke er nogen, der styrer flokken. Der er ingen ledere eller mellemledere. De komplekse opgaver kan f.eks. være at søge efter føde eller passe larverne i boet eller tuen.