Assisteret reproduktion

Grundlaget for overhovedet at diskutere kunstig befrugtning og reproduktionsteknologier er, at disse metoder eksisterer, og at de opfylder et stort behov hos mange ufrivilligt barnløse, der har et stærkt ønske om at få egne biologiske børn.

Når et ønske er så stort og har en så central betydning for en del af befolkningen, kan man sige, at dette i sig selv giver etisk vægt. Man kan så argumentere for, at samfundet bør gøre det muligt for disse mennesker at få opfyldt dette ønske. F.eks. ved at stille behandling til rådighed eller ved i det mindste at sørge for, at behandlingsmulighederne er til stede.

Man kan også vælge det synspunkt, at samfundet ikke har nogen direkte forpligtelse til at opfylde dette ønske. Men at det centrale spørgsmål er, om samfundet har ret til at begrænse menneskers mulighed for selv at opfylde deres store ønske/behov.

Rådet anbefaler følgende i sin udtalelse fra 2004:

Kunstig befrugtning generelt

Medlemmerne af Det Etiske Råd mener som udgangspunkt, at det bør være muligt for par at gøre brug af de forskellige teknologier, der kan afhjælpe ufrivillig barnløshed, hvis der ikke er andre etiske hensyn, der taler imod – som hvis den enkelte metode ikke er etisk acceptabel.

Betingelser for behandling

Det er ikke alle medlemmer af Det Etiske Råd, der mener, det er en offentlig opgave at tilbyde kunstig befrugtning, herunder at fastsætte betingelser og derved vurdere forældreegnethed forud for kunstig befrugtning. Disse medlemmer har ikke udtalt sig i forbindelse med de følgende spørgsmål.

Mænds ret til børn

Et flertal i Det Etiske Råd mener ikke, at enlige og homoseksuelle mænd har en ret til at få børn, der bør give adgang til relevante teknologier. Et mindretal i Det Etiske Råd mener, at enlige og homoseksuelle mænd har en ret til børn, der bør give adgang til relevante teknologier, hvis der ikke er andre etiske hensyn, der taler imod.

Rugemoderskab

Et flertal af medlemmerne i Det Etiske Råd mener, at rugemoderskaber er etisk uacceptable, og at dette ikke bør være tilladt i forbindelse med kunstig befrugtning. Et særstandpunkt er, at rugemoderskaber i visse tilfælde kan være etisk acceptable, og at metoden i nogle situationer bør kunne anvendes af par. Der må blot ikke være tale om kommercielle rugemoderaftaler.

Der anvendes i praksis to forskellige former for donation, når det gælder kunstig befrugtning. Den ene er donation af sæd, den anden er donation af æg.

Donation af sæd er den ældste og mest anvendte metode. I praksis foregår donationen ved, at mænd mod et skattefrit vederlag, der skal kompensere for deres udgifter i forbindelse med donationen, leverer sæd til en sædbank. Sædbanken forsyner herefter diverse behandlingssteder med sæden, som via insemination anvendes til befrugtning af kvinder, hvis partner er infertil.

Donation af æg er væsentlig mindre udbredt end donation af sæd. En af årsagerne er, at de praktiske omstændigheder er langt mere komplicerede. Biologisk set kan man anføre, at sæd altid doneres, mens æg, som skal doneres, skal hentes ud af kvindens krop. Dette kræver en hormonstimulation for at sikre, at tilstrækkelig mange æg løsnes. Hormonbehandlingen kan være belastende og er ikke risikofri.

Ifølge Oviedo-konventionen (The Convention on Human Rights and Biomedicine) må menneskekroppen og dens dele ikke i sig selv give anledning til økonomisk gevinst.

National lovgivning i de nordiske lande og det europæiske vævsdirektiv kræver, at donation af kønsceller skal være baseret på altruistiske principper. Selv om store kommercielle sæd og ægbanker fungerer som virksomheder, er det ikke nødvendigvis i strid med disse principper, da de ikke kun sælger kønsceller, men et samlet produkt, der omfatter tjenester som håndtering, nedfrysning og opbevaring samt screening af potentielle donorer.

De danske sæd- og ægbanker rekrutterer donorer fra flere lande og tilbyder deres tjenester internationalt via onlineplatforme og salg. Sædstrå sælges via online-kataloger, der indeholder grundlæggende donoroplysninger som etnicitet, øjenfarve, hårfarve, højde, vægt og erhverv. Donorer kan også indsende en "udvidet profil" med mere detaljerede personlige oplysninger, som de får en højere kompensation for, mens modtagerne betaler en højere pris for at få adgang til disse udvidede profiler.

I løbet af de seneste årtier har international og europæisk menneskerettighedslovgivning i stigende grad anerkendt retten til at kende sit ophav for personer, der er undfanget ved hjælp af en donor. I Europa varierer det, om donoren er anonym eller kendt.

Anonymitet er udgangspunktet i 16 lande, men formidling af donorens identitet er mulig i nogle af dem, hvis der er tale om alvorlige helbredsproblemer hos det fødte barn. I tolv lande kan den donorundfangede få adgang til donors identitet, når det når en bestemt alder, der spænder fra 15 til 18 år. I tolv andre lande er både anonym og ikke-anonym donation tilladt på samme tid. I Finland, Norge og Sverige er det et krav, at alle donationer af kønsceller er kendte. I Danmark kan donorer vælge at være enten anonyme eller kendte.

Hverken donorer med kendt identitet eller anonyme donorer har juridiske rettigheder eller forpligtelser over for barnet, selvom donorer med kendt identitet er klar over, at de kan blive kontaktet af deres genetiske afkom. På grund af den øgede brug af genetiske test kan anonymitet dog ikke længere garanteres for donorer.